Tirsdag den. 31. Juli 2012

Så blev det tirsdag og afrejsedag. Vi står op kl 8.30 og pakker, så meget vi kan nå inden børnene vågner. Der er en del vasketøj, men også en del tøj, vi slet ikke har brugt og heller ikke kommer til. Forhåbentlig husker vi hvad for noget tøj vi skal lade ligge derhjemme næste gang (og måske ikke) Da børnene vågner, bliver de sendt udenfor for at spise morgenmad, imens Michael pakker bilen. Da alt er pakket, mobilhomet ryddet og vi har tjekket ud, går vi op og bader i poolen en sidste gang. Man må benytte pladsen resten af afrejsedagen ( det måtte vi også det sidste sted) vi nyder den dejlige tid i poolen og tager nogle ture på rutchebanerne. Bagefter går vi op og tager et bad i deres brusefaciliteter ved poolen. Der er nogle små vaske, med vandhaner i højde med Daniel ogAndreas. Vaskene lokker drengene til rigtig mange gange. Jeg tror aldrig deres hænder har været så rene som her. Da vi har badet får vi mad på restauranten med udsigt over poolen. Vi når lige at tage nogle billeder af vores dejlige oase inden vi kører. Vi vil lige opleve byen Grimaud, som er en by hvor der er vand, så man kan sejle fra sted til sted. ( lidt a la Venedig) Byen er et hyggeligt og anderledes sted, hvor vi låner en motorbåd og sejler lidt rundt.

Ved 18-tiden sidder vi igen i bilen og har retning mod nord.

Ved 21 tiden stopper vi for at sove. Vi finder et sted i Salon de Provence der hedder Companile. Vi har før overnattet på et Companile hotel, på vej herned. Det er fint nok. Receptionisten er pænt længe om at få booket os ind, men hun forsøger længe at se om hun kan finde et dobbeltværelse. De har dog ikke flere dobbeltværelser, så vi må dele os op og tage 2 seperate værelser. Vi er lidt sultne, men nøjes med noget æble og nogle småkager, for kl er 21.30 og der er ingen take-away i restauranten. Tanken om at have trætte børn med ned i en restaurant på dette tidspunkt, tiltaler mig ikke lige.

Vi sætter os alle sammen på samme værelse og ser ” tilbage til fremtiden 3″. Drengene har svært ved at falde til ro, og kl 23.30 lister Michael og Yasmin inde i det andet værelse og sover. Jeg vågner kl 3 om natten med hovedpine af den larmende aircondition, men kan ikke finde ud af, hvor man slukker den. Tilsidst finder jeg endelig knappen, og der bliver helt stille i værelset..befriende:-) I morgen kører vi mod et outlet i Frankrig nær Valence.

Udgivet i Ferie, Oversigt

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

* Copy This Password *

* Type Or Paste Password Here *